Spang over Lindenboirg Å

Johanne fra Bækhusene

Bækhus Johannes jordhule.

Af: Arne Kusk

Johanne fotograferet ved skolen sammen med skolelæreren Kristian Sand Kristensen to drenge Keld og Finn Sand 

Bækhus Johanne et navn hun bar hele livet, fordi hun boede i Gerding Bækhuse, officielt hed hun Johanne Pedersen,  f. i Gerding 1896 død i Gerding 1980. Faktisk er hun jo blevet en legende på egnen. Af mennesker der ved jeg dyrker meget lokalhistorie, får jeg ofte spørgsmålet: Er det sandt at Bækhus Johanne er født i en jordhule? - Det kommer an på hvad slags bolig man ser for sig når man siger jordhule. Johanne yndede på sine gamle dage at fortælle hun var født i en jordhule. Hun var født i et lille hus, som lå 300 m fra de nuværende Bækhuse, ved en kilde som Allan Bruun i dag udnytter til vanding af sine hjorte

                  Bækhus Johannes Jordhule, -  jeg bliver altid  så glad, når nogen vil vide lidt om vort gode gamle Gerding, som er så utrolig rig på spændende historie. Som jeg har brugt mange hundrede timer på at sætte mig ind i. Her er lidt fakta om "Bækhus Johannes jordhule", jeg har også hørt historien mange gange. Og man kommer jo til at tænke på et hul i jorden med tag over, men så drastisk var det altså ikke.

Fakta som jeg har læst i Lindenborgs fæste protokol på landsarkivet i Viborg er: Huset hvor Johanne blev født, lå 300 m. syd for Gerding Bækhuse ca. hvor Allan Brun i dag har en lille sø, hele området var den gang lynghede. Huset var bygget sidst i 1700tallet, direkte på jorden altså uden grund sokkel. Huset på heden var 8,5 fag lang (fag er afstanden mellem to spær ca. 1 m.) bredden ca.4 m.) bygget som bindingsværk af fyrretræ, med stråtag på rafter. Lerklinede vægge, og lerstampet gulv. Lerklinede vægge er et fletværk af grene i firkanterne i bindingsværket, som så er klinet til med vådt ler fra begge sider og derefter tørret af solen og siden kalket.

            I protokollen kan man se det er indrettet med 1 fag til stald for får og ko. - 3 fag til lade og bryggers. - 1,5 fag til gang, spisekammer, og skorsten med ildsted. -  3 fag til stue, med 3 faste sengepladser, bræddeloft i stuen, og to vinduer med blyindfattet glas mod syd, de eneste vinduer der har været i huset. Eneste varmekilde har sikkert været det åbne ildsted.

            I folketællinger kan man se, at i de ca. 100 år de har holdt huset stående har der altid boet 3 generationer sammen, ca. 8-10 mennesker på de ca 20 kvadratmeter der har været beboelse.

                  Fra min barndom husker jeg en lille dynge mursten der lå på dette sted, og de ”gamle” sagde her havde ligget et hus. Murstenene har været fra skorstenen, de eneste sten der har været i huset. Huset har været af en så ringe standard, at det efter at være faldet sammen er opløst og rådnet væk på kort tid, på nær murstenene fra skorstenen. Nok derfor har man et par generationer senere kaldt det en jordhule. Min far yndede også at fortælle om ”disse jordhuler” og i forhold til vor tids, og andre bedre huse fra den tid, er det jo ikke helt galt. Og der har været masser af dem både omkring Gerding og andre steder.

                  Johanne er født i dette hus i1895. Omkring 1901 er huset væk, nok brændt eller faldet sammen. Og Johanne bor nu sammen med sin familie i et hus i Gerding, der tidligere var Gerding fattighus, det lå i det nuværende Kjærs mindes have. Kort tid efter flyttede familien til det der i dag er Bækhusevej 10. hvor hun boede til sin død.

 Johanne blev en legende på egnen, nok fordi hun var en af de sidste hvis slægt har været i Gerding siden 1700tallet. Og fordi hun vel også var, sagt på en pæn måde, lidt af en original, som ikke ændrede sig med de nye tider.

I sin ungdom fik Johanne et barn uden at være gift, og hun blev aldrig, gift. Johannes barn en pige som fik navnet Betty, var det man den gang kaldte åndssvag. Hun blev i hjemmet sammen med Johanne, døde da hun var ca 20. år. Johanne blev stadig boende hos sine gamle forældre, og arvede huset efter dem. Hun ernærede sig hele livet ved småjob. Kunne klare alt grovere arbejde, så som sprede møg, hakke roer, samle kartofler op, og høstarbejde. Hun gik ikke af vejen for noget arbejde, og når en arbejdsmand  eksempelvis skulde have 8 kr om dagen, fik Johanne 4 kr. hun var derfor populær arbejdskraft på egnen, men tog kun arbejde hos mennesker hun kunne lide.

Johanne var så stabil, at skulle en husmand på et par dages ferie, passede hun både hus, børn og kreaturer på bedste måde. Hun var ligeledes populær som opvasker ved større gilder, klarede det hele, men helst med en god cigar i munden.

I mange år havde hun rengøringen af såvel skole som kirke, et job hun udførte når, og på hvad måde det passede hende, hvilket man så gennem fingre med da det nu var ”Bækhus Johanne”, og nok fordi hun var billig arbejdskraft.

Hjemme i Bækhusevej 10 led Johanne ikke af rengøringsvanvid, hverken med hus eller sig selv. Her var mildest talt både rodet og beskidt. Et af hendes livs største sorger var da huset brændte en vinterdag, jeg tror i 1946. Johanne var ikke hjemme, kom først hjem da det var nedbrændt til grunden, og det eneste der var reddet var en gammel kommode og nogle familiebilleder. Men mange på egnen ønskede at hjælpe hende, med aflagt tøj osv. Med god hjælp fra Murer Kusk i Blenstrup blev huset genopbygget, næsten som det står i dag.

Også på landevejene i Gerding og omegn var hun en kendt person, cyklede som regel rundt og besøgte forskellige venner og bekendte, tilfældigvis meget tit ved kaffe og spise tid. Hun havde altid en stor cykelkurv foran på cyklen, og en sæk i bagagebæreren, hvor i hun samlede alt hun fandt på vejen. Det kunne være nogle kartofler til eget brug, en roe, et kornneg til hønsene, et tabt ko tøjer, nogle tørv eller andet brændbart, alt kunne bruges eller gemmes. Hun var altid god for egnens sidste nyheder, og bragte dem gerne videre, fortalt med hendes egne meget direkte ord.

Tiden gik og Johanne blev folkepensionist og har sikkert aldrig haft det bedre økonomisk. Hun kom ikke så meget rundt på egnen mere, der kom nye mennesker til Gerding. I løbet af ca 25 år forsvandt de gamle familier fra gårdene i Gerding, familier som havde boet der i mange generationer. Der kom nye familier til som ikke levede af landbruget, de få af de oprindelige beboere besøgte stadig Bækhus Johanne. Nogle af de nye besøgte også Johanne, de syntes hun var lidt original, hyggelig og den sidste af egnens ”oprindelige beboere”. Og så var der jo ”Post Ove” som kom med hendes daglige avis og post. Han hjalp hende meget på det sidste, når hun skulle i byen og skulle knappes i ryggen med mere.

Men nu hviler Johanne på Gerding kirkegård, på et af de mindste gravsteder, tilfældigvis ved siden af det største, med den store sorte engel. Betalings perioden er for længst udløben. Men skiftende gravere er loyale mod Johannes minde. Og holder rent og pænt omkring den lille sten. Tak for det. 

PS. Desværre er Johannes gravsted nedlagt i 2020, men hendes sten findes fortsat på kirkegårdens lapidarium.